Har du en indre historienørd, eller vil du bare gerne vide mere om Coca-Colas berømte, buttede flaske, så skal du læse med her.

For mere end 100 år siden, faktisk helt tilbage i 1915, ønskede Coca-Cola at udvikle en flaske, der var så karakteristisk, at den kunne genkendes i mørke. Ja, selv hvis den lå smadret på jorden.

Resultatet blev et af de mest berømte designikoner nogensinde, nemlig den silhuetformede, buttede flaske, som de fleste helt sikkert kender. Alligevel er det nok de færreste, der kender flaskens historie. Derfor er vi gået i gemmerne og har fundet frem til 9 forunderlige facts om den ikoniske flaske.

1915
For at forhindre kopiprodukter blev den silhuetformede Coca-Cola flaske patenteret i 1915 af den amerikanske virksomhed Root Glass Company i Terre Haute, Indiana. Samme virksomhed skabte flasken.

Bonusinfo: Før flasken blev udviklet og patenteret, brugte Coca-Cola flasker med lige sider i forskellige former, størrelser og farver.

1923
Sixpacken blev opfundet og udviklet af Coca-Cola allerede i 1923. På det tidspunkt blev det nemlig mere og mere udbredt at have et køleskab i hjemmet i USA. Derfor skabte Coca-Cola pakken med de seks flasker i, så folk nemt kunne tage flasker med sig hjem.

1928
I 1928 blev der for første gang nogensinde solgt mere Coca-Cola på flaske end fra sodavandsapparater, som ellers havde været det normale, før flaskens udbredelse.

1950
I 1950 blev Coca-Colas silhuetformede glasflaske det første kommercielle produkt, som optrådte på forsiden af magasinet Time. Det styrkede Coca-Colas position som et internationalt brand. Magasinet ønskede egentlig at placere et billede af den mangeårige Coca-Cola topchef Robert Woodruff på forsiden, men han nægtede, fordi han mente, at brandet var det vigtigste, og derfor skulle det være Coca-Cola, der blev vist.

1955
Indtil 1955 kunne Coca-Cola på flaske kun købes i sixpacks med de klassiske små flasker. Ville man have bare én Coca-Cola, måtte man ty til sodavandsautomater. I 1955 blev flaskerne så lanceret i King Size og Family Size i USA. Det blev et vigtigt skridt frem imod at give alle forbrugere flere valgmuligheder.

1960
På Coca-Colas første dåser var der påtrykt billeder af den silhuetformede flaske. Det gjorde man for at være sikker på, at forbrugerne troede på, at de ville finde den samme gode kvalitet i dåserne som i de velkendte flasker.

Bonusinfo: Ideen med at putte Coca-Cola på dåse blev faktisk testet allerede før Anden Verdenskrig, men dengang blev testen indstillet, fordi materialerne slet ikke var tilgængelige under krigen.

1993
Plastikudgaven af den silhuetformede Coca-Cola flaske blev introduceret i 1993. Den hjalp forbrugerne med at adskille Coca-Cola fra andre drikke, ligesom glasflasken havde gjort det siden 1915.

1997
I 1997 testede Coca-Cola en innovativ silhuetformet dåse i aluminium. Den blev aldrig lanceret.

2005
I 2005 introducerede Coca-Cola så en aluminiumudgave af den silhuetformede flaske. Sammen med førende designvirksomheder fra fem kontinenter lancerede man marketingkampagnen kaldet M5 (Magnificent 5). Flaskerne var forbeholdt eksklusive natklubber, og til hver flaske blev der produceret en unik musikvideo.