100.000 flere aktive unge er målet for Coca-Cola og DGIs flerårige projekt HappyMoves. Lørdag d. 18. april rammer projektet Odense med et stort event på Byens Ø. Coca-Cola og DGI er ude på at sætte unge i mere permanent bevægelse. Kald det sport, bevægelse, idræt, performance, aktiv livsstil eller noget helt sjette – målet er at gøre op med tendensen til, at unge motionerer mindre og mindre i overgangen fra ung til voksen. Eventen d. 18. er den første af en lang række events i Odense.

Målet med HappyMoves er at få 100.000 flere unge i bevægelse inden 2020. Den primære målgruppe er de 16-21 årige, men de 21-29 årige er også mere end velkomne. Udfordrende aktiviteter, høj puls og kækkere muskler skal gå hånd i hånd med dét at have det sjovt, høre god musik og være sammen med venner. De elementer er tænkt ind i HappyMoves. Byens Ø lægger på lørdag d. 18. april asfalt til det første af en lang række events i Odense i 2015. Fra kl. 12-15:00 kan alle unge gratis prøve kræfter med street soccer, dans og martial arts, der er et mix af forskellige arter kampsport.

Formålet med partnerskabet er også at igangsætte og drive en ny, agendasættende ungdoms- og bevægelseskultur i samarbejde med de danske kommuner og aktive unge. I løbet af de første tre år skal hundredevis små og store events i hele landet målrettet de 16-29 årige være løftestangen, der får de unge til at motionere mere. DGI og Coca-Cola har til formålet rekrutteret unge HappyMoves-agenter, der selv brænder for bevægelse, har initiativ og et godt netværk blandt unge. Alene i Odense bliver der i løbet af 2015 mere end 20 større events.

– HappyMoves foregår i øjenhøjde med de unge og størstedelen af indholdet og udbuddet af aktiviteter planlægges af unge. Vi samler al den feedback, der kommer, og justerer løbende vores events. Agenterne er en vigtig brik i spillet for at få bevægelse forankret som en naturlig del af flere unges hverdag. DGI’s forståelse for breddeidræt og deres tilstedeværelse i alle dele af Danmark sammenholdt med, at Coca-Cola er en integreret del af den danske ungdomskultur, gør, at vi sammen kan løfte projektmålet om 100.000 flere i bevægelse, siger Charlotte van Burleigh, direktør i Coca-Cola.

Odense-events i 2015

I Odense skydes HappyMoves i gang med premiere-eventet lørdag d. 18. april. Det efterfølges af yderligere 10 events i Odense i løbet af sommeren. Fælles for alle events er, at målet er bevægelse og inspiration til at bevæge sig i og uden for klubliv, i foreninger, på gaden, sammen med vennerne osv. Og meget centralt, at det er unge HappyMoves-agenter der står for indholdet.

Alle events er gratis.

I 2015 rammer HappyMoves fire byer: Aarhus, Odense, Aalborg og København med mere end 80 events.

Fakta om HappyMoves

  • Formålet med HappyMoves er at sætte 100.000 unge mellem 16 og 29 år i bevægelse frem mod 2020
  • Den flerårige indsats skabes af DGI og Coca-Cola i et partnerskab – danske kommuner bydes med som samarbejdspartnere
  • Partnerskabet ønsker sammen med deltagerne at slå et vigtigt slag for, at unge igen begynder at motionere mere
  • I 2014 blev der afholdt to pilot-events. I Aarhus den 25. oktober i Den Rå Hal og i Odense den 1. november ved Byens Ø
  • I 2015 afholdes der mere end 80 events i byerne: Aarhus, Odense, Aalborg og København
  • HappyMoves består af en række forskellige aktivitetsmuligheder, så der både er noget for de som allerede er aktive og dem, der mest af alt vil have det sjovt, mens de er aktive eller ønsker at finde inspiration til at komme i gang
  • De forskellige events og deres indhold fastlægges i samarbejde med de unge og HappyMoves-agenter, der vil være unge ’first movers’ fra lokalmiljøet.
  • På sigt kan indsatsen bane vejen for et byrum med varige aktivitetspladser til unge. Alle events frem mod 2020 lægges, hvor der allerede foregår aktiviteter for målgruppen, og hvor der kan udbygges med nye faciliteter

Fakta om de unges motionsvaner

  • Tal fra Idrættens Analyseinstitut (IDAN) viser, at op mod en fjerdel af de unge stopper med at dyrke idræt i løbet af teenageårene
  • IDAN peger på, at frafaldet blandt andet hænger sammen med, at overgangen fra barn til voksen er forbundet med mange livsændringer, og at skolearbejde og vennekreds betyder mere og mere
  • Sundhedsstyrelsens tal peger på samme tendenser blandt de unge og DGI’s medlemstal fra idrætsforeningerne underbygger dette
  • Center for Ungdomsforskning, Center for Ungdomsstudier m.fl. har fremhævet, at mange unge ønsker, at idræt kobles med noget socialt. Unge vil gerne have nogen at følges med, og det skal være let at skræddersy sit eget program. Samtidig skal der være kvalitet i tilbuddene

 

For yderligere information, kontakt venligst:

Minna Væver, Projektleder #HappyMoves DGI, tlf.: 2636 3203

Tina Pajonzeck Svendsen, seniorkonsulent Essencius, tlf.: 2440 2179