Andy Warhol vil altid være kongen af amerikansk popart i sine bestræbelser på at skabe kunst til den brede befolkning. I dag husker vi ham blandt andet for hans billedlige skildringer af produkter, som han var særligt glad for, herunder Coca-Cola.

Andy Warhol skildrede første gang Coca-Colas ikoniske flasker i 1960'erne, da han malede en Coca-Cola i menneskestørrelse. Dengang var han endnu ikke en berømt kunstner. Før sin kunstkarriere havde Andy Warhol arbejdet 10 år som reklametegner på Madison Avenue – kendt fra tv-serien Mad Men – hvor han designede vinduesudstillinger og illustrationer til modemagasiner som Harper's Bazaar.

Men Andy Warhols hoved var fyldt med idéer og drømme, og han kunne ikke slippe tanken om en dag at blive rigtig kendt. Han ønskede at begå sig blandt de største kunstnere og have sine egne kunstværker hængende på gallerier i New York. Andy Warhol bevægede sig derfor mere væk fra kommercielle illustrationer og gik over til malerier. Dog lod han sig inspirere af det, han kendte bedst – nemlig forbrugerprodukter som Coca-Cola og Campbell’s suppe.

Hyldest til Coca-Cola: En drik for alle

Ti år efter han første gang lod sig inspirere af Coca-Cola-flasken i sin kunst, hyldede han Coca-Cola, da han beskrev brandet som et ”demokratisk væsen” i sin ikoniske bog The Philosophy of Andy Warhol: (From A to B and Back Again).

”Det gode ved Amerika er, at vi startede den tradition, hvor de rigeste forbrugere grundlæggende køber de samme produkter som de fattigste ... Alle colaerne er de samme, og alle colaerne er gode. Det ved både Liz Taylor, præsidenten, de hjemløse, og du ved det.” Warhol, Andy. The Philosophy of Andy Warhol: From A to B and Back Again. New York: Harcourt Brace Jovanovich, 1975, s. 100.

Gennem årene skabte Warhol flere originale værker til forsider for magasinet TIME. Han lavede værker til historier om ”Nutidens Teenagere” i 1965 og kendisforsider med Michael Jackson i 1984 og Lee Iacocca i april 1985. På baggrund af disse succeser blev Warhol i 1985 valgt til lanceringen af en ny Coca-Cola, New Coke. Noget, man i dag ved, Warhol havde sine betænkeligheder i forhold til, da han ikke forstod, hvorfor Coca-Cola ville ændre opskriften på en drik, som alle elskede.

Men historien om den nye Coca-Cola skulle bringes på forsiden af TIME i juni måned efter den første produktlancering af New Coke i april, og Andy Warhol brugte meget tid på at tænke over, hvordan han kunne gøre dette.

New Coke som forsidebillede på TIME

Han besluttede, at han ville bruge selve colavæsken som inspiration til forsiden. Andy Warhol hældte Coca-Cola på papir, så han kunne se, hvordan væsken og dråberne udformede sig, når det blev spildt. Dette blev gjort meget omhyggeligt, og han lavede mange skitser af det billede, han forsøgte at skabe.

I de tegninger, som Andy Warhol rent faktisk færdiggjorde, valgte han en klar popart-streg til New Coke. Stregen fremhæver det dråbeformede look og giver klare associationer til både nyheden og idéen om at være forfriskende.

TIME publicerede i sidste ende ikke den planlagte juniforside med Warhols billedlige skildring af New Coke, da Coca-Cola annoncerede, at den oprindelige opskrift ville vende tilbage den 10. juli 1985. En special edition af TIME blev senere udgivet med et billede, hvorpå New Coke havde et stort X for at symbolisere New Cokes kortvarige levetid.