Vacciner bliver bragt til de mest afsidesliggende steder i flere afrikanske lande takket være specielle køleskabsmetoder fra Coca-Cola.

Det kan i sig selv være en stor udfordring at få vacciner frem til de mest afsidesliggende områder i verden. Men hvad der gør det endnu sværere, er, at man ofte kæmper med "termostabilitetsproblemer", hvilket betyder, at de skal opbevares under kølige forhold. Det vil sige, at selvom vaccinerne kommer frem i ” hel tilstand”, kan man risikere, at de er ubrugelige, hvis de ikke er blevet opbevaret korrekt. 

Siden 2010 har Project Last Mile, et samarbejde mellem Coca-Cola og afrikanske myndigheder, forsøgt at løse dette problem. Projektet bygger på idéen om, at man med inspiration fra Coca-Cola’s forretningsmodel, der via sin køleskabsteknik har kapacitet til at bringe kolde Coca-Cola ud til meget fjerne områder i hele verden, kan benytte samme metode til at levere livsvigtige lægemidler til de mindst tilgængelige samfund i Afrika. Initiativet er et offentligt-privat partnerskab, der udnytter Coca-Cola’s forsyningskæde og ekspertise til at støtte afrikanske regeringer med at nå den ”sidste kilometer" i leverancen af vacciner.

Netop fordi regeringerne i de udsatte lande ikke har de store erfaringer med at transportere medicin under kølige forhold, anser formand for Coca-Cola Africa Foundation Susan Mboya samarbejdet for ideelt.

”I og med sundhedsministerierne kæmper med at distribuere medicin, ønsker vi at hjælpe dem med at uddanne deres teknikere i at transportere lægemidlerne korrekt, således at medicinen stadig er anvendelig ved ankomst,” udtaler Mboya.

Mboya påpeger dog, at vaccinerne selvfølgelig ikke vil blive sat i samme køleskab som drikkevarerne – men at det er en god idé at lade sig inspirere af virksomhedens erfaringer. Coca-Cola i Tanzania har allerede udlånt teknikere til landets sundhedsministerium, hvor de ansatte er blevet uddannet i, hvilke køleskabe som er bedst at købe, hvordan man vedligeholder dem, og hvordan man distribuerer dem til de hospitaler, der har brug for dem.

Begyndelsen

Ifølge Adrian Ristow, direktøren for Project Last Mile, opstod hele ideen om Coca-Colas kølige forsyningskæde og sikre levering af vacciner, fordi Melinda Gates i en TED Talk undrende udbrød: ”Hvorfor kan man på nogle destinationer finde en Cola, men ikke medicin?” Dette førte til flere opfølgningsmøder mellem Coca-Cola, Bill & Melinda Gates Foundation og Global Fund for at undersøge, om Coca-Cola’s erfaringer kunne bruges til at løse nogle af de typiske udfordringer, der eksisterer i den medicinske forsyningskæde. En undersøgelse blev derfor igangsat for at sammenligne effektiviteten af Coca-Cola’s køleskabe med de køleskabe, der indeholder vaccinerne. Her viste det sig, at virkningsgraden af Coca-Cola’s system var meget højere og havde langt færre nedbrud.

Ristow forklarer, at dette skyldes, at Coca-Cola har en meget mere struktureret proces, hvor forebyggende vedligeholdelser og problemidentificering er en del af standardprocedurerne: "I det øjeblik der opstår et problem, er en tekniker på vej med de nødvendige reservedele for at udbedre det."

Pilotprojekt i Tanzania

For at se om der var hold i idéen, blev der først lanceret et pilotprojekt i Tanzania og derefter Ghana. Senest har Project Last Mile arbejdet i Nigeria – et land, der har haft store problemer med at holde sine vaccinekøleskabe kørende. Selvom betingelserne fra eksempelvis Nigeria var meget forskellige fra Tanzania, forklarer Ristow, at dette ikke var et problem. Tværtimod anså han det som givende for Project Last Mile, eftersom de på den måde lærte noget nyt for hvert land, projektet blev lanceret i. Hermed har det været muligt hele tiden at forbedre projektets processer for at kunne hjælpe endnu flere lande ved hjælp af Coca-Cola’s køleskabsteknikker.