Sommeren er over os, og det betyder, at der skal tændes op i grillen. Hvis du er vild med Coca-Cola, er du stensikkert også vild med disse tre opskrifter, som indeholder din yndlingslæskedrik. Opskrifterne egner sig som tilbehør til grillmaden eller kan laves direkte på grillen. Velbekomme!

Her finder du tre opskrifter, som alle indeholder Coca-Cola – er du klar til at prøve noget nyt?

Barbecuesauce med Coca-Cola:

Gør din grillaften ekstra lækker med en god barbecuesauce til pølserne eller som marinade til kødet.

Ingredienser:

2 blendede medium løg
2 dl Coca-Cola
2 dl ketchup
2 spsk. eddike
2 spsk. Worcestershire sauce
1/2 tsk. chilipulver
1/2 tsk. salt

Fremgangsmåde:

Miks alle ingredienser sammen, og bring i kog under et låg. Skru ned for varmen, og lad det hele simre, indtil saucen bliver helt tyk. Rør lejlighedsvis. Brug fx saucen til grillpølser, som skal i hjemmelavede hotdogs, eller som marinade til kødet på grillen.

Kylling i Coca-Cola på grill med grove pomfritter (til 4 pers.)

Kylling egner sig perfekt til en grillaften, og denne opskrift med grove pomfritter er blandt vores favoritter.

Ingredienser:

1 hel kylling – parteret i ca. 10 stykker
4 dl Coca Cola
4 dl ketchup
1 spsk. friskrevet ingefær
1 tsk. tabasco
En lille håndfuld sesamfrø
4 bagekartofler
2-3 spsk. olie
Salt og peber

Fremgangsmåde:

I en skål røres Coca-Cola, ketchup, ingefær, tabasco, salt og peber sammen til en tynd sauce. Kyllingestykkerne lægges i en foliebakke eller et ildfast fad og krydres med salt og peber. Halvdelen af Cola-saucen hældes over kyllingestykkerne, til sidst drysses sesamfrø ovenpå. Kartoflerne skæres i både og vendes i en skål med olie og dine yndlingskrydderier. Foliebakken, eller et ildfast fad, med kylling i sættes på grillen og bliver stående her under hele grilltiden. Efterhånden som Cola-saucen svinder, kan du hælde mere sauce på kyllingestykkerne. Pomfritterne grilles over direkte varme på en oliesmurt rist, til de er gyldne.

Coca-Cola-marineret svinemørbrad på grill (til 4 pers.)

Svinemørbrad er noget af det kød, som egner sig særlig godt til grillen – den er nem at holde sprød og saftig, og så passer den nemt sig selv på grillen.

Ingredienser til marinade:

2 dl Coca-Cola
0,5 dl frisk appelsinjuice
2 tsk. frisk lime
1,5 spsk. revet ingefær
1 stor spsk. brun sukker
2 tsk. sennepspulver
1,5 tsk. salt
3 fed presset hvidløg
1 tsk. kværnet sort peber
1 tsk. spidskommen
1 tsk. kardemomme

Kød:
2 klargjorte svinemørbrader

Fremgangsmåde:

Pisk alle ingredienserne til marinaden sammen. Kom herefter svinekødet i en stor plastpose, og hæld marinaden ned til den i posen. Fordel saucen på kødet, og sæt det på køl i 4 timer. Tag svinemørbraderne ud af posen, og gem resten af marinaden. Lad svinemørbraderne stå ved stuetemperatur i 15- 30 minutter, før de skal på grill. Forbered grillen til direkte madlavning – medium til god varme. Hæld marinaden i en lille gryde og lad den koge. Den skal stå og simre i ca. 4 minutter indtil den bliver tyk. Kom lidt olie på mørbraderne, og grill dem over god varme i ca. 5 minutter – helst med låget lukket – til de har taget farve på begge sider. Brug den resterende opvarmede marinade fra gryden til at komme hen over mørbraderne, mens der grilles videre, indtil ydersiden er jævnt brun og midten let rosa. Vend dem hvert 5. minut i ca. 15 minutter, alt afhængig af grillens varme. Tag mørbraderne af grillen, og lad dem hvile i 3-5 minutter. Skær dem herefter i skiver, og server sammen med grillede majs, friske tomater og avokado.