Det kan godt være, at det bliver mørkere og koldere udenfor, men det skal ikke forhindre dig i at smile. Derfor giver lykkeekspert Nathalie Dahl dig her fem gode bud på, hvordan du kan tænde lyset og gnisten inden i dig selv.  

 

En hård vinter kan slå selv det mest positive sind ud af kurs, men heldigvis er der råd for at komme igennem kulden og mørket uden at hænge alt for meget med næbet. Nathalie Dahl, som er lifecoach, forfatter og foredragsholder, giver dig her fem tips, som gør, at du kan bevare det gode humør, selvom vinteren banker på døren.

Få en god start på dagen – hver dag

Hvis du starter dagen med at blive irriteret over, at mælken er sur, og bussen ikke kommer til tiden, så er chancen for, at humøret topper senere på dagen, ret lille. Måden, vi begynder vores dag på, er nemlig, ifølge Nathalie, ret afgørende for, hvordan resten af dagen kommer til at se ud. Gør derfor dig selv den tjeneste at stå tidligt op, så du kan få en rolig og hyggelig morgen med tid til morgenmad og udstrækningsøvelser – så er du i gang og møder ind på arbejde med overskud og smil på læben.

Grin igennem                                                           

Efter en cykeltur i regn og rusk er der ikke meget at grine af. Men det burde du gøre alligevel, for latter er en utrolig vigtig kilde til at holde humøret højt, da bare få minutter med grin frigør endorfiner, som får dig til at slappe af og føle velvære: ”De fleste mennesker er bekymrede. Det er en naturlig ting, der ligger til os. Vi frygter for fremtiden, for om vi bliver ensomme, for vores økonomi osv. Men når vi griner, forsvinder angsten, og det gør, at vi automatisk bliver mere positive,” forklarer Nathalie. Husk derfor at se film, som får dig til at grine, lav åndssvage og fjollede ting, og opsøg mennesker, som gør dig glad indeni.

Indfør en god vane

Ifølge Nathalie kan det være en rigtig god idé at bruge de kolde vintermåneder på at indføre en ny, god vane. Du bliver nemlig et stærkere og mere positivt menneske, når du praktiserer handlinger, som er gode for dig. Øv dig f.eks. i at drikke grøn te i stedet for at spise slik, når du ser fjernsyn om aftenen, læg dit tøj på plads i stedet for at smide det på gulvet, brug fredagens sidste halve time på arbejdet til at rydde op på det fysiske og virtuelle skrivebord, ring til din mormor en gang om ugen, eller prioriter tid til meditation eller gåture.

Få lys og motion

Du har hørt det før, og nu hører du det igen: En af de vigtigste kilder til velvære og lykkefølelse er motion. Det handler ikke om, at du skal træne op til et maraton eller opnå vilde fysiske resultater – en smule motion er meget bedre end slet ingen. Tænk derfor ikke på motion som en sur pligt, men mere noget, du gør for at forkæle dig selv (og din krop) i de kolde måneder. Endnu bedre er det, hvis du motionerer udenfor, da du særligt om vinteren har brug for lys og luft.

Hyg rigeligt

Når det er koldt udenfor, skal du give dig selv lov til at hygge ekstra meget – altså tage dynen med ind på sofaen, tænde levende lys og starte en ny Netflix-serie. At være god ved sig selv handler nemlig ikke kun om at spise sundt, gå tidligt i seng og motionere. Mentalt velvære er lige så meget, at du giver dig selv tid til at koble af og lave absolut ingenting. 

 

FAKTABOKS: Fem tips til at få lys nok om vinteren

  • Tag cyklen eller gå på arbejde.
  • Brug dine weekender i naturen.
  • Flyt arbejdspladsen hen til vinduet.
  • Hold pauser udenfor.
  • Tag på vinterferie i sydens sol.

 

Nathalie Dahl er stifter af Anturi Life Coaching og har mere end 20 års erfaring inden for rådgivning og vejledning.