Hvis du både er glad for Coca-Cola og den traditionelle and på mortensaften, er det måske i år, du skal kombinere de to ingredienser i en symfoni af sprødhed og sødme.

Den 10. november er det endnu en gang tid til at fejre mortensaften, og traditionen tro fejrer de fleste af os den hyggelige aften med den klassiske andesteg på bordet. Men hvis du vil prøve noget nyt – og måske endda overraske dine gæster – så kan du give din and et twist af Coca-Cola.

Coca-Cola er velegnet i mange madretter, og andesteg eller andebryst er ingen undtagelse. Coca-Cola er nemlig både med til at gøre kødet ekstra saftigt og gøre overfladen knasende sprød.

Her får du en supernem og fantastisk lækker opskrift på andebryst glaseret i Coca-Cola. God appetit!

Andebryst med Coca-Cola

  • Ingredienser:
  • 1 godt stykke andebryst
  • 1 dåse/33 cl Coca-Cola Classic
  • 2 tsk. brun farin
  • 2 tsk. vineddike (eller balsamico)
  • ½ appelsin
  • Kartofler og/eller andre rodfrugter efter behov
  • En bakke cherrytomater
  • Smør eller olie til at stege i
  • Salt og peber

Fremgangsmåde:

1) Forvarm ovnen til 220 grader.
2) Rens andebrystet for overskydende fedt, og skræl kartofler/rodfrugter
3) Skær kartofler/rodfrugter i mundrette stykker, og læg dem i ovnfast fad eller bradepande sammen med cherrytomater samt olie, salt og peber efter behov. Giv det ca. 30 minutter i ovnen.
4) Opvarm en pande og steg andebrystet med fedtsiden nedad i lidt af smørret ved svag varme i 6-7 minutter. Drys salt og peber over.
4) Pres den halve appelsin for saft. Opvarm 2 dl Coca-Cola i en lille gryde sammen med brun farin, vineddike og appelsinsaft. Lad blandingen koge i 7-8 minutter, mens du rører rundt.
5) Marinér andebrystet i blandingen (fx med en pensel), og læg det i et ildfast fad. Giv det 6-7 minutter i ovnen.
6) Tag kartofler/rodfrugter og cherrytomater ud, og vend det i den resterende Coca-Cola.
7) Tag andebrystet ud, og skær det i skiver. Servér med kartofler/rodfrugter og de bagte cherrytomater.