Hvert år hylder Copenhagen Cooking & Food Festival det nordiske køkken, lokale råvarer og den gode spiseoplevelse. Som sponsor af premium mineralvand er Ramlösa én af hovedingredienserne i fejringen, der med 90.000 deltagere er Danmarks mest besøgte madfestival.

Der er intet, der bringer folk sammen som et godt måltid mad. Vi danskere elsker at samles om mad og den gode spiseoplevelse – uanset om det foregår hjemme eller hos andre, indenfor eller udenfor. Særligt fællesspisning og madevents bliver mere og mere udbredt. Det giver nye bekendtskaber, nye smagsoplevelser og måske også inspiration til at tage med hjem i køkkenet.

Copenhagen Cooking & Food Festival er en årligt tilbagevendende festival, der hylder den københavnske gastroscene og Danmark som madnation. Hvert år deltager 90.000 gæster i festivalen, der byder på over 100 forskellige events i løbet af 10 dage i august og september.

Ramlösa er for andet år i træk den naturlige samarbejdspartner, når den nordiske gastronomi fejres. Derfor serveres der ved festivalen Ramlösa mineralvand i prisvindende premiumflasker, som ellers kun kan nydes på restauranter og caféer.

”De vigtigste ingredienser i det nordiske køkken er lokale råvarer, høj kvalitet og bæredygtighed. Ramlösa er med sine nordiske rødder og flasker i miljøvenligt design garant for den rene, enkle og naturlige smagsoplevelse. Og derfor er Ramlösa selvfølgelig at finde på bordene ved Copenhagen Cooking & Food Festival,” fortæller Cecilia Ege Sannig, der er Senior Brand Manager for Ramlösa hos Coca-Cola Danmark.

500 meters folkefest og fællesskab

Et af festivalens signaturevents er Frederiksberg Høstfest, hvor Frederiksberg Allé forvandles til en kæmpe folkefest. Her tager 1.400 gæster plads om et 500 meter langt bord for at hylde gode råvarer og mødet mellem land og by. Maden skabes i et samarbejde mellem københavnske restauranter og økologiske landmænd, der bringer sæsonens bedste råvarer til byen.

”Vi har i Danmark og i Norden en madkultur, som vi skal være rigtig stolte af. Det gælder både råvarer, bæredygtighed og det at mødes om de gode smagsoplevelser. Det er helt unikt, og det vil vi gerne være med til at hylde,” lyder det fra Cecilia Ege Sannig.

Ved Frederiksberg Høstfest skaber hver restaurant sin egen tre-retters høstmenu, og rundt om langbordet sørger lokale frivillige ildsjæle for, at gæsterne får den bedste oplevelse med både mad og selskab.

Journeys udsendte medarbejder fik en udsøgt menu skabt af Chefs’ Manifesto by Kamilla Seidler & friends.  

  • Forret af grøntsager med grov sennep, brun farin og friske urter.
  • Hovedret med økologisk jersey-kalvekød fra Glænø kalv & ko.
  • Dessert af forfriskende is fra Frederiksberg Chokolade.

Til maden var der Ramlösa premium mineralvand, brød fra Jalm&B og økologisk olivenolie fra Il Fornaio.

Chefs’ Manifesto er et internationalt initiativ, der arbejder for en bedre fremtid for mad og mennesker gennem bl.a. biodiversitet, reducering af madspild og bedre udnyttelse af råvarer.

Kamilla Seidler er en dansk kok, som har rejst verden rundt for at inspirere til forandring gennem gastronomi. Hun har bl.a. tilbragt fem år i Bolivia, hvor hun gjorde Gustu til én af verdens bedste restauranter, og i 2016 blev hun udnævnt som den bedste kvindelige kok i Latinamerika.